20. jul. 2014

Sommerhus i Søndervig

















Jeg er hjemme efter en uge i sommerhus på vestkysten, hvor jeg nød solnedgange, hav så langt øjet rakte, sand i lange baner, regn, sol, bål, s'mores, lange nætter, kortspil, gåture i klitterne, store is, lange badeture i bølgerne, massevis af fugle, og at tiden gik så hurtigt men samtidig stod stille. Den ene dag tog min fætter på stranden for at grave et bålsted i sandet. Ikke bare et lille hul med plads til brænde, men et stort hul med siddepladser rundt om bålet. Det brugte vi flittigt; ristede skumfiduser den ene aften, og pølser og snobrød den anden. Den ene nat blev vi dernede og så månen stå op, og hvis vi havde haft tæpper med, var vi nok blevet der for også at se solen stå op. Om søndagen havde min onkel fødselsdag, så der kom 2 lagkager og en jordbærkage på bordet, og det gjorde det ud som en uforlignelig aftensmad. Hver dag var vi ude at bade. Bølgerne var store, og jeg er efterhånden en rutineret bølge-bader. Vi havde ikke langt til stranden, kun omtrent 200 meter i klitterne, som i øvrigt mindede mig om gamle eventyr.

Nu skal jeg til at pakke op og pakke ned igen, for på tirsdag flyver jeg til Schweiz.

4. jul. 2014

Marmorkager


Det er sjovt, som gamle historier hænger ved. Det er ganske vist ikke altid man tænker over dem, men af og til, så popper de op. Sådan var der en historie, der besøgte mig i dag. Historie er måske så meget sagt, men et lille sjovt minde, fra dengang jeg var lille og verden ikke var så stor endnu. Dengang troede jeg, at marmorkage hed "farmorkage", og ordet bringer mig tilbage til min farmors køkken, hvor der faktisk aldrig blev serveret marmorkage. Kedelig end of story, I know.


Men måske fortsætter historien alligevel lidt, når du her får opskriften på blød og svampet marmorkage:

Marmorkage


1 lagkageform + 6 små kager - eller en medium springform


125 gram blødt smør
175 gram sukker
2 æg
250 gram hvedemel
2 tsk bagepulver
3 tsk vanillesukker
2 dl mælk
+ 3 spsk kakaopulver

Tænd ovnen på 180 ℃ varmluft. Rør smør og sukker cremet og tilsæt æggene ét af gangen. Vend hvedemel, bagepulver og vanillesukker i. Rør mælken i, og fordel så dejen i to lige store portioner. I den ene portion tilsættes kakaoen. Start med at fordele vanilledejen og hæld så kakaodejen oveni. Bland de to deje sammen med en kniv, ved at trække/røre i det. Bag kagerne i ca. 30 minutter, til de består strikkepindstesten.


26. jun. 2014

Store chokolademuffins med oreo-mandel-frosting





I morgen er dagen, hvor vi skal skråle vores lunger i stykker, når den gode gamle ferie-sang endelig bliver spillet. Ferie! Sommerferie! Det er næsten ikke til at forstå. Det er ikke helt gået op for mig, og (ikke for at være en lyseslukker) jeg har overhovedet ikke den der boblende fornemmelse i maven, som ellers burde være der.

Men det kan være, at disse kager kan hjælpe den boblende, glædessprudlende fornemmelse lidt på vej; Perfekte, store, bløde chokolademuffins. Dét skulle kunne løfte ethvert stenhjerte.
Oven i købet er de serveret med en anderledes frosting, som er lavet på gefühl. Der er mandelmel i, hvilket giver en lidt grovere konsistens end den typiske frosting.
Hvis jeg en dag åbner en kaffebar, så kommer de her klart på menukortet!

Chokolademuffins

12 stk.

300 g. hvedemel
4 spsk kakao
0,5 spsk vanillesukker
1 spsk bagepulver
1 tsk natron
250 gr. sukker
2 æg
2,5 dl A38 eller lignende
50 g. smeltet smør
50 g. olie

Tænd ovnen på 180℃ varmluft. Bland de tørre ingredienser undtagen sukker. Pisk æg og sukker hvidt og luftigt og tilsæt A38, smør og olie. Rør de tørre ingredienser i og fordel dejen i 12 forme (de skal fyldes næsten helt til kanten). Bag i ca 15-20 minutter.

Frosting med oreos og mandeltwist

ca. 12 spsk 

0,5 pakke flormelis
mælk (jeg tror, at jeg brugte omkring 0,5 dl i alt)
1 spsk blødt smør
Vanillepulver
70 g. mandelmel
ca. 1 tsk mandelessens
0,5 pakke Oreo's, grofthakket

Bland ingredienserne sammen lidt efter lidt, og prøv dig frem indtil frostingen har en smørbar konsistens. Begynd så at smage til med vanillepulver og mandelessens, og tilsæt til sidst Oreo stykkerne. Fordel frostingen på de afkølede kager. Der skal bruges en meget stor tylle, hvis man bruger sprøjtepose, men ellers fungerer en kniv fint! 

Hak eventuelt de resterende Oreo's og drys dem på, inden frostingen tørrer.



24. jun. 2014

Ego

Fredag d. 13. juni var jeg til filmfestival i Haderslev. Vi har på min årgang været igennem et forløb, hvor vi fik lov til at lave film med temaet forandring. Af de ca. 8 film, der blev lavet, blev der valgt 2 film ud, til at gå videre til denne filmfestival i Haderslev. Jeg dannede gruppe med mine 3 bedste veninder, og bedste partners in crime; Helene, Emilie og Laura. Vores film hed Ego, og den var én af de to film, som blev sendt afsted til Haderslev. Jeg tænkte, at jeg godt kunne dele nogle tanker herfra, sådan fra idéfasen til lærredet. Mest for min egen skyld.

Alt starter et sted, og vi startede i idéfasen. Her befandt vi os i en hel uge, hvor vi talte frem og tilbage, tænkte højt, delte tanker, diskuterede, mukkede, grinede, skriblede, skitserede, og til sidst kom frem til noget, som vi kunne se en rød tråd i. Vi startede med, at ville lave en film, hvor man i starten så klip, der henviste til et mord. Vi havde billeder af den her mørke gang, og vi kunne se klippene for os. Men hvad nytter det, når man ikke kan komme på mere handling end introen?
Vi var meget bevidste om, at vores film skulle være anderledes, og vi tvang os selv til at tænke ud af boksen; klichéer var (og er) bandlyst! Så vi røg tilbage til tankerne, og endelig kom vi på idéen, der skulle bære vores film. Vi er meget heldige, at vi forstår hinanden så godt som vi gør; det gjorde det betydeligt lettere at forstå, hvad hver enkelt mente. Efterhånden havde vi fået lavet 4 siders drejebog, og alt var klappet og klart. Vi vidste, hvad vi skulle bruge til optagelserne, og vi havde styr på teknikken. Næste punkt var optagelserne, som vi brugte en weekend på.

























Den weekend vi brugte på at filme, er en af de sjoveste og underligeste jeg nogensinde har udsat mig selv for! Også en af de mest idylliske, trods alle de små uheld (vand ud over det hele, for kort kjole, uheldige optagelser, punkteret cykel, etc.) Men det var noget så fint at optage løbescener ude på markvejen, og så slutte af med en picnik i frysende tilstand. Så var der dagen, som vi brugte på tomatsplat, ketchupkaos, soya-blod, gåsedun überalles, improviserede kvælerscener og eksperimenterende kameravinkler. (Bonusinfo: efter vores besøg på marken med alle vores røde væsker, begyndte der at vokse rødstribede korn).  Yderst underholdende - lige indtil det blev aften, og vi optog de her helt mørke scener, hvor skyggen falder helt perfekt på Lauras ansigt. Der var helt stille i rummet, og vi gav hinanden mega noia. Det var ligesom at være med i en gyser.

Den tekniske del, den strøg vi egentlig ret nemt igennem, eftersom vi havde vores drejebog at gå efter. Den største udfordring var lyden. Vi ledte i så lang tid, før vi fandt noget. Det var også ved at være tid til at aflevere filmen, så vi var faktisk lidt pressede. Men endelig var den der! Vi havde sat det perfekte musik sammen, og vi fik gåsehud og kæmpe optur over, at det passede så godt til. Faktisk var det en anelse creepy.


Okay, nu kommer vi til den sjove del; Filmfestivalen i Haderslev! Hvordan vores film blev valgt er en meget kort historie; det var lærerne det bestemte. Easy.

Vi var pænt spændte op til selve dagen, for vi anede ikke, om vi overhovedet var nomineret i nogen kategori. Det var lidt frustrerende, for hvor lang skulle takketalen være, og hvor fin en kjole skulle man vælge? (Med hensyn til kjolen, var min pænt kedelig, så jeg var ligesom nødt til at pimpe hele mit look en anelse).
Men ja, som sagt så vidste vi ikke om vi var nomineret til noget, og der var de her 5 kategorier:

- Bedste manuskript
- Bedste teknik
- Publikumsprisen
- Bedste skuespil
- Bedste film

Vi blev først nomineret til bedste manuskript, hvilket gjorde mig ret nervøs. Et af mine største ønsker var nemlig at se vores film på den store skærm med vildt fed lyd, og det kunne ligesom gå i opfyldelse her. Det gjorde det så ikke, for lyden var virkelig dårlig. Nå, for det andet, så ville jeg altså også hellere vinde prisen for bedste film, men vi vidste jo ikke rigtig, om man kunne blive nomineret i flere kategorier. Vi vandt ikke denne kategori, og jeg var både lettet og bekymret. Næste kategori blev vi ikke nomineret i. Det overraskede mig faktisk lidt. Nå, men den anden film fra vores skole, havde også været nomineret i den første kategori, blev også nomineret i denne kategori (de vandt den i øvrigt! Virkelig flot!!), og så gik det jo op for mig, at man godt kunne nomineres i flere kategorier.
Publikumsprisen vidste vi godt, at vi ikke ville vinde. Ikke for at lyde højrøvet, men vores films målgruppe er en anelse ældre end 8. klasse elever (lidt svært ikke at lyde højrøvet, når man selv går i 8. klasse og siger sådan...). Jeg begyndte efterhånden at blive ret irriteret og nervøs, og jeg var svært utilfreds og kunne ikke sidde stille. Hvorfor? Fordi vores film kun blev vist én gang, og med så lav lyd, at det var svært at komme sig over. Så i pausen gik jeg op til teknikeren og brokkede mig - på en høflig måde, naturligvis (han har i øvrigt været ret god til at holde masken, eftersom han ikke sagde noget i retning af "det skal nok gå" "bare rolig"...) Men filmen blev altså ikke vist igen, hvilket jeg ligesom havde håbet lidt. Alrighty, sorry at det bliver så langt, men det er egentlig mest for, at jeg aldrig glemmer de her tanker ;). Godt, så kom vi til prisen for bedste skuespil. Her blev vi nomineret, og endnu en gang var jeg ret splittet; på den ene side ville jeg ikke risikere at gå tomhændet hjem, og på den anden side ville jeg bare eget hellere vinde prisen for bedste film. Vi vandt den ikke.
Nu var vi nået til sidste kategori; Prisen for bedste film. Min krop begyndte at sitre. Mine ben hoppede op og ned, og min hånd greb Helenes. Blev vi nomineret, eller havde vi brugt vores chancer? Mit håb var dalet lidt efter fiaskoen med lyden, og efter alle de andre priser, som var gået til nogle andre film. Værten råbet én film op, det var den anden fra vores skole, så den næste, det var ikke vores, og til sidst nævnte han vores film, Ego. Vi holdt alle 4 hinanden i hånden. Tiden gik langsomt, og så sagde han: "Vinderen af bedste film begrundes med, at den har en avanceret filmæstetisk tilgang til temaet forandring (okay, her var der noget, der sagde mig, at det var vores film), hvor hovedpersonen skildres via symbolske handlinger og naturstemninger. Inddrager tilskueren, der må undres, forundres, beundre og i det hele taget reflektere undervejs i en film præget af et ret avanceret filmsprog. Vinderen er.... EGO!" (her gik det næsten op for mig) Jeg kunne mærke de her forbandede tåre presse sig på, vi skreg, hoppede, mærkede en eufori, en overvældelse, stolthed, lettelse; alt væltede ind over os. Vi skyndte os op på scenen, jeg kan huske at jeg hoppede derop, og så fik vi en rose og en mikrofon, og så holdt vi tale. Det var det vildeste! Jeg var simpelthen så glad, og at stå dér og dele det øjeblik med mine bedste venner, det var alt hvad jeg kunne ønske mig! Alting gik alt for hurtigt. Fotografer, blitzlys, klassekammerater, lærere, fremmede voksne, lykønskninger, og en følelse af at vi gjorde det, og tanken om at ingen mennesker under 25 år inde i den sal, udover os selv, forstod vores film fyldte tidsrummet.
Vi blev klappet ud langs den røde løber, og så blev vi kørt i en veteranbil af en flink ældre herre. Den køretur blev brugt på at vinke til fremmede, ringe til forældre og ellers snakke om, hvor vildt det var.
På halvvejen kom vi ind i bussen med de andre elever fra vores skole. Da vi kom hjem til skolen blev vi modtaget SFO-børn, som viftede med flag, og det var det sødeste nogensinde! Derefter trampede vi hjem til mig, og så fejrede vi os selv med kanelsnegle, Oreos, cookiedough, børnechampagne og dårlige film. Ret perfekt.





Hvis du har lyst til at se filmen, så er den lige her. Jeg vil ikke sige hvad den handler om, udover, at det er et indre opgør - ikke en reklame for tomater. Se den som et maleri; tolk i den, find din egen storyline.